Topbanner

727 og Frank & Frank vil nå nye højder sammen

Frank & Frank er trådt ind i ledelsen og den videre udvikling af kreative løsninger hos 727 communication i Stilling.

Efter 4,5 år som selvstændige tager stifterne af Frank & Frank i Kolding på en ny rejse pr. 1/1-2021, hvor Bente Frank ansættes som client service director og Tina Frank som senior art director. Målet er at lægge et nyt kreativt lag på den velfungerende maskine ved afkørsel 51.

“Vi har længe haft et godt øje til de to Frank’er, som i den grad har bevist, at de kan drive en succesrig virksomhed baseret på løsninger af høj kvalitet. I efteråret tog vi kontakt for at opstarte dialogen om et muligt samarbejde, som på sigt skal være med til at løfte 727 op i en højere kreativ liga. Og med Tina og Bente får vi et særdeles erfarent team, som vi glæder os meget til at få ind i huset”, udtaler administrerende direktør Flemming Kok.

“Frank & Frank er baseret på strategi, kreativ kommunikation og design, hvilket er helt i tråd med vores tilgang til opgaverne. Hos 727 fokuserer vi på den gode kundeoplevelse, der udvikles ved hjælp af design, marketing og teknologi”, fortsætter han. “Udover det høje kreative niveau kommer de desuden med et godt digitalt mindset og ikke mindst en særlig kompetence på fødevareområdet”, fortæller strategisk direktør Tom Elert.

Frank & Frank løser blandt andet opgaver for Nordisk Film Biografer, Region Hovedstaden, Alfred Pedersen & Søn, pierre.dk Autolakering og GLS Denmark, og kunderne flytter med de to senior folk til 727.

“Henvendelsen fra 727 kom på et tidspunkt, hvor Tina og jeg var igang med at udarbejde en vækststrategi for bureauet - og en fælles fremtid med 727 viste sig hurtigt at være den helt rigtige løftestang”, fortæller Bente Frank.

Tina Frank fortsætter: “Vi glæder os til at kunne tilbyde vores kunder en større palette af ydelser gennem 727s digitale bureau, Klean. Det nye samarbejde giver os desuden mulighed for at kunne lave endnu mere af det, vi brænder for: new bizz opgaver såvel som strategisk og kreativ udvikling af egne og nye kunder. Vi er i den grad klar til start og ser frem til en på alle måder spændende fremtid”.

Se cases fra Frank & Frank